Kære Hr. Overretssagfører,
Om end nødtvungent stiger jeg op fra de døde for at anmode om Deres hjælp, for jeg har ingen ro. Hvis De skulle have glemt, hvem jeg er, vil jeg ganske kort præsentere mig selv. Jeg er mormor til Koralpigen, hvis portræt hænger i Deres brors hjem, og som jo er tipoldemor til Dem. Det bringer mig til min noget prekære henvendelse. Min bror, Thomas de Malleville vandrer endnu engang hvileløs omkring på jorden. I sin evige søgen efter tilgivelse over at have været den førende officer, der næsten egenhændigt pågreb Kabinetsminister Struense i 1771. Thomas er nu nået til Christiansfeld. Struenses endeligt og det faktum, at det dog var Struense selv, der gennem Kong Christian VII foranledigede selve byens fødsel som et hjemsted for Hernhutterne martrer min brors sjæl.
Jeg mener, I kalder de ædle hutter for Brødremenigheden. Som De ved, blev denne meget følelsesfulde udlægning af kristendommen et kors, Thomas tog på sig, da han var Generalguvernør over de Vestindiske øer. Et kors han bar med styrke og stort mod. Ikke nok med at han støttede Hernhutternes arbejde på øerne med at lære slaverne at læse. Han oversatte tillige Det nye Testamente til Hollandsk Kreolsk, så de og deres børn kunne høre, læse og forstå det glade budskab. Budskabet om frihed.
Det var, og er hans fulde overbevisning, at vejen til frihed går gennem oplysning? Han er et barn af oplysningstiden, og evnen til at læse går forud for dette. Nu er han på en anden mission. Han leder efter en retfærdig tunge, der kan tale slavernes sag den dag i dag. Det er her, De Hr. Overretssagfører kommer ind i billedet. Hvis De kunne opsøge min kære bror Thomas i byen Christiansfeld med dette ærinde, at løse ham for dette kors, der forhindrer ham i at sove indtil den yderste dag. De må påtage dem at undskylde Danmarks andel i det grusomme slavehold på øerne overfor efterkommere, nu hvor hverken regering eller kongehus ser sig i stand til en sådan gestus. De ved, hvad Deres egen ædle byrd betyder for Dem og Deres søskende og alle Jeres børns selvværd og selvagtelse her mange år efter. Hvordan så ikke for efterkommere af slaver, der i generationer blev ydmyget, udbyttet og ringeagtet. Jeg ved, at De ved, at hvis ikke prins Christian August var faldet af hesten og havde brækket nakken, var I de siddende og regerende på Sveriges trone. Efter uheldet valgtes derfor desværre Bernadotterne, og vi de naturlige royale gik i glemmebogen.
Thomas er i en forfærdelig forfatning. Han under ikke sig selv hverken rist at sove på eller ro. Som også han frabad sig det ved sin egen begravelse er hans vandring blottet for pomp og pragt. Han vandrer rundt den ganske nat på Gudsager for at retfærdiggøre sin mission blandt de døde brødre. Om dagen vandrer han rundt i byens gader. Han vandrer rundt i den røde Generalguvernøruniform med den lange røde frakke. Som De ved, fortsætter hår og negle med at gro længe efter dødens indtræden. Han skræmmer jo børn og gamle med det lange hvide skæg, de store buskede øjenbrun og lange krogede negle. Ja, jeg kan forsikre Dem om, at hvis et barn skulle få øje på ham og i sagens natur afgive et ønske til den forhutlede stakkel, vil barnet blive ganske ude af den med den bedende jammer, der løber fra Thomas’ mund og de tårer, der løber i en sand syndflod fra hans øjne.
Hvis julen skal reddes for de stakkels børn i den stolte by, der bærer selve kongens navn, bør De, Hr. Overretssagfører træde i deres ypperligste karakter. Da De er bosiddende i Kolding, og da jeg ved, at De trods deres fag har både vilje og evne for en sådan hæderlig og ridderligt anliggende forbliver jeg i sandhed
Deres Elisabeth Lillienskjold, født de Malleville
Kæreste nevø,
Min kære søster er så sandelig kommet mig i forkøbet. Og jeg må tilstå, at hun forstår at tale min sag. Og så endda med skræmmende trusler imod uskyldige og forventningsfulde børn. Jeg vil nu tale til Deres julehjerte i stedet. Jeg ved, De i sandhed elsker julen. Og sandheden er, at det er et menneske uden storhed, der ikke kan erkende, vedstå og undskylde for deres fejlagtigheder. Det er et barn, en stavrende tumling, der kun forstår uforfalsket mælk, som dem gode Paulus siger. Jeg ved, De vil påstå, at sandheden er et spørgsmål om fortolkning. Er der overhovedet efterkommere tilbage på de Vestindiske øer i dag, vil De og mange andre spørge. Er de ikke alle fra Puerto Rico? Nej, min gode Herre. Det er op til den enkelte, at vurdere sandhedsværdien i enhver løgnagtighed. Tag nu f.eks vand, der afhængig af tryk og temperatur kan antage tre forskellige former, den faste, den flydende eller den flygtige. Ikke alt har en absolut værdi. Ikke alt kan måles. Ord er flygtige og kan gradbøjes ligesom sandheden. Jeg er af ånd, som dampen over Deres morgente og Deres havregrød, Hr Overretssagfører, og hvis De skal gøre Dem nogen forhåbning om lidt mere i julestrømpen end ingenting, må De straks gå til biddet.
Med ønske om en glædelig jul fra den gamle fjerne onkel,
Thomas
Af Lotte Trolle
