Tiden går og mennesket vandrer. Afhængig af under hvilke forhold du fødes, er der forskellige mål for din vandring i din evige søgen. Det kan være frivillig som under tvang, som immigrant, som migrant, som flygtning eller bare som turist.
Turist, det er alle de andre.
Selv er du et opsøgende menneske på vej for at udvide din horisont. For tiden som alle andre er der et sandt kvidder omkring Slotssøen, der blander sig med solsortens aftensang, ændernes skræppen og svanernes hvæsen. Det er de mange tungemål fra turister ude på oplevelser eller fra de mange migranter, der er på vej i livet. Din prestige som vandrende afhænger af din årsag. Højest rangerer globetrotteren, den opdagelsesrejsende med sivhat og notesbog. En turist rangerer måske lidt højere end ham eller hende, der rejser ud for at søge arbejde, men det afhænger igen af, om du er på cruise eller til grisefest på Mallorca. Din status som migrant afhænger så til gengæld af, om du er arbejds- og lykkesøgende fra Afrika eller fra Polen.
Og så er der de omkring dig, der er flygtet fra det, der var deres og for hvem det at rejse er at overleve. De, som nu forsøger at falde ind i bybilledet, eller i skolegården som den tyrkiske dreng, der i begyndelsen af halvfjerdserne står og skutter sig i hjørnet af skolegården efter at være blevet afleveret af sin lille trinde mor med det mærkværdige tørklæde. Det kunne være en hvilken som helst skolegård, men det er det ikke.
Det er Ålykkeskolen og noget eksotisk er landet. Vi bliver alle, store som små kaldt til orden, for den nye dreng skal føle sig velkommen. Om han gør det, ved jeg ikke, men moderen følger jeg i bybilledet årtier efter indtil den dag, hun glider ud af det og ud af min bevidsthed. Det samme gør den vietnamesiske kvinde, bådflygtningen der med store solbriller i al slags vejr vandrer forbi mit vindue. Hun må bo i nærheden, og en dag ser jeg hende sidde på hug i naboens blomkålsmark. Måske er det i chrysanthemummarken, hvor min gummistøvle hænger fast i mudderet og må efterlades der. Hun har sneget sig til et par arbejdstimer hos gartneren, der efter utallige besøg af kvinden forbarmer sig over hende og lader hende luge i den jyske muld. Det er også gartneren, jeg vil frem til ad de mange snørklede veje, vi alle vandrer ad, nogle mere lige end andre, vejene altså.
Gartneren er vores nabo i slutningen af tresserne, hvor drivhusene bugner af tomater og sommerblomster og markerne af de blomkål, jeg bliver sendt over efter fra tid til anden. Et særligt kritisk tidspunkt er, hvis man kommer til at forstyrre ham under middagshvilet. Og det gør jeg, om hvem min far sagde, burde være født i et samfund uden ure. Hvis ikke gartneren var at se omkring på jordene eller i drivhusene banker mit hjerte og jeg på døren. Første gang er for at få opklaret, om han nu også sover med den brune baskerhue, man aldrig ser ham uden. Det gør han ikke. Den hænger på knagen og lykkedes det at banke ham op, åbner han døren, griber hatten og trækker i røjserne, sommer som vinter. Tidens tand bider i alle. Også i gartneren. Det ene jordlod efter det andet sælges fra og med et, er der et nyt parcelhus i mellem os og drivhuset med sommerblomster. Siden bliver også tomaterne forvandlet til drømmehuse og endda et med swimmingpool. De mange blomster, blomkål og tomater, jeg som barn henter holder ikke gesjæften oppe trods gartnerens og hans gartnerkones evige slid. Vi fødes og dør med og uden baskerhue. Om de flygtede til solkysten eller Solkjær, plejehjemmet i Harte, der vist også er nedlagt, vides ikke her. Drivhusene og den lille røde beboelse, der fostrede to drenge og et flor af dimensioner står tilbage som tomme skaller. Det er en byggetomt, hvor nye kræfter kommer til, nye skikke, nye naboer. Man kalder det udvikling, når fortiden afvikles.
Som nu for eksempel min veninde Selma hvis hele by i Bosnien ikke længere eksisterer, men som nu er en mønsterborger med mere styr på det danske samfund og forældreintra end forfatteren har. Eller min kollega Anthony også fra Bosnien, der genoplever krigens rædsler, da røgen fra Fyrværkerifabrikken i Seest rammer hans næsebor, porten til erindringen. Erindringen i hvilken du er din egen nedlægger af mindeplader, og direktør for opsættelsen af og nedrivningen af statuer.
God rejse, hvor end du drager.
