Jeg er født til tiden. Jeg har på sekundet fulgt den. Minutiøst. Jeg har også tabt den igen, og har ofte haft brug for kyndige hænder til at trække mig op og skubbe mig videre. Mange har fulgt mig. De fortravlede og de, for hvem jeg ikke kunne gå hurtig nok. På trods af en klar levnedsbeskrivelse har jeg glemt min egen fødselsdag. Jeg mener, mit navn er Gloria, men hold mig ikke op på det. Jeg erindrer egentlig heller ikke, hvornår jeg fik min plads på væggen i Jernbanegade nr. 35, men jeg erindrer med øjeblikkets tydelighed, da tiden gik i stå.
Det er natten til den 16. september. Året er 1944. Jeg er egentlig gået til ro, hvis man kan sige det om én, der årvågent følger med. Alle vInduerne er blændede. Jeg kan ofte ane den dunkle belysning fra hr. Therkildsens kontor. Jeg holder af hans selskab i de tidlige nattetimer og den stille klapren fra hans skrivemaskine, der sammen med mine egne slag virker beroligende også på mig. Jeg tillader mig ofte at blunde lidt, men ikke denne nat. Hr. Therkildsen er længe gået ovenpå. Han er gået til ro hos familien, fruen og deres lille Kirsten, der ikke længere er så lille endda. Jeg har fulgt hende fra hendes første spæde skridt. Nu er hun en ung dame, som tiden har modnet. Alle kan vi høre de tiltagende natlige sabotageaktioner imod jernbaneskinnerne. Denne aften kan jeg fornemme en særlig uro omkring mig. Sagte stemmer på etagen neden under mig. Det er ikke stemmerne fra familien Therkildsen. Portneren Carl har heller ikke lukket dem ind ad den sædvanlige hoveddør. De forstummer også lige så hurtigt, som de opstod. Det må være den indre uro, der efterlader mig med en fornemmelse af en anden tikken end mit eget pendul.
Jeg hører igen, det skramler ved trappen. Denne gang er det portneren. Jeg kan høre hans trætte slæbende skridt op ad trappen. Han tænder kortvarigt lyset og skæver til mig og går ned igen. Døren åbnes på etagen ovenover mig, og hr. Therkildsen råber, om der er noget på færde. Portneren svarer, at han hørte nogen pusle i trykkeriet. Jeg hører hr. Therkildsen gå med tunge fodtrin ned ad trappen og mumle, at det nok er gårdkatten, der er vågnet op til dåd. Katten, alle misunder, fordi den som den eneste må gå ud om natten.
Jeg hører fru Therkildsen kalde på Kirsten, der på tåspidser lister forbi min dør. Få minutter efter ser jeg fru Therkildsen, og her burde især jeg være mere præcis i min tidsangivelse, men også jeg er optaget af, om det nu kun er katten. Idet fruen går forbi lyder der et øredøvende brag. Glas splintres. Jeg ser hurtigpressen, der er placeret lige under mig, forsvinde ned gennem gulvet, og jeg hører et rædselsskrig. Derefter går alt i stå. Jeg fryser i tiden. Klokken er 12 minutter i 2. Det ser jeg først langt senere.
Og tiden går, men jeg går ikke længere med. Jeg bliver tavst hængende i de næste mange årtier på væggen i avisens mødelokale, nu som et symbol, en påmindelse om den højeste pris for at ytre sig. Jeg overlever, stadig som død, at avisen bliver overtaget af konkurrenten, som aviser jo gør. Men jeg overlever ikke flytningen til nyere og smartere lokaler.
Tiden sletter alle spor, siger man, og man, hvem det end er, ruller et håndklæde omkring mig og pak-ker mig ned i en kasse. Der bliver mørkt omkring mig. Igen. Mørkt som når en en avis, stor eller lille, lider en smertelig bladdød. Mørkt som når ytringsfriheden bliver sat under pres af hvilke interesser, man end måtte have. Og man. Ja, det er også dig.
Af Lotte Trolle
